Farvel Nykøbing F. og turen går til Kragenæs

Offentliggjort den 21. juli 2024 kl. 11.05

Dagen startede med et besøg hos Birthes far for at sige farvel for denne gang. Når vi er i havn, bruger vi ofte vores el-løbehjul til at komme rundt. På vej tilbage til båden stoppede vi ved Føtex for at købe ind.
Sidste år besøgte vi Kragnæs havn og så Dodekalitten, som gjorde et stort indtryk på os, så vi var enige om at se den igen.
Planen var først at sejle til Guldborg og overnatte der, for næste dag at sejle til Kragnæs havn. Vi sejlede fra Nykøbing lidt før klokken 12 med en blanding af sejl og motor. Da vi ankom til Guldborg, forsøgte vi at finde en god plads, men alle var optaget, så vi besluttede at sejle videre til Kragnæs. Det var lidt irriterende, fordi broen først skulle åbne klokken 14, og klokken var cirka 13:35. Vi satte brofaget og gjorde klar til at vente, men brovagten viste sig fra sin bedste side og åbnede broen for os med det samme.
Efter at have passeret broen, satte vi sejl og stoppede motoren, og vi fik en fantastisk sejlads resten af vejen til Kragnæs. Vi fandt hurtigt en god plads, fortøjede, og så var det tid til en kajbajer.
Dagen blev afsluttet med en hyggelig aften, hvor vi glædede os til endnu en tur til Dodekalitten dagen efter.

NB. Et par foto med aftenstemning fra Nykøbing F.